FAKTA om fællesspisning

Der er fællesspisning i Lange Eng seks dage om uge – det er kun lørdag, der ikke er et madhold i gang.

Bofællerne tilmelder sig på intranettet, enten til fællesspisning eller take-away. Man kan være medlem på fuld tid eller deltid. Som deltidsmedlem kan man spise med halvdelen af gangene – og har halvt så mange mad-vagter. Betaling sker over PBS.

Budget og pris

Det er stamgrupperne, der bestemmer hvad vi spiser. Budgettet beregnes på antallet af tilmeldte. 

Priser:

Voksen: 32,00 kr.
Barn 1-12 år: 10,00 kr. + alder
Barn 0 år: 0,00 kr

Det betyder, at prisen for en familie med to voksne og to børn på 5 og 7 er 32+32+15+17= 96 kroner.

Hvis denne familie fx spiser med fire dage om ugen koster det ca. 1700,- pr. måned.

Man kan melde til og fra op til den deadline, chefkokken sætter. Efter deadline kan man sælge billetter, som man alligevel ikke skal bruge, via intranettet.

Tidsplan for en typisk dag:

Kl. ca. 8:           Råvarerne bliver leveret.
Kl. 15:               Madholdet mødes
Kl. 17.30:          Sidste frist for at vælge fællesspisning eller take-away
kl. 18.00:           Take-away er klar på buffetten.
Kl. 18.10:          Fællesspisningen går i gang.
Kl. 18.45:          Opvaskeholdet går i gang
Kl. ca. 20.30:    Opvask og rengøring er slut

Menuer, råvarer og spild

Vi tilstræber altid at lave komplette måltider, det vil sige en hovedret med tilbehør i form af ris, brød, kartofler og salat og/eller ”gnavegrønt” til børnene.

Råvarerne er oftest økologiske – men prisen og tilgængelighed af bestemte varer kan betyde, at vi vælger konventionelt dyrkede produkter. Menuen består ofte af 60-80%, enkelte gange 100%, økologiske varer. I 2016 prøver vi at lave 100% øko-mad hver onsdag i en periode for at teste om det kan lade sig gøre.

Vi gør meget for at undgå madspild. Hvis der er mad til overs, kommer folk og henter til madpakken.

Stamgrupperne

Vi laver mad til hinanden i ”stamgrupper”, som står for mad, opvask og rengøring i tre dage af gangen cirka hver 5. uge.

Stamgrupperne bestemmer selv, hvordan de vil organisere arbejdet. Der er typisk én chefkok (som står for planlægning og indkøb) og tre kokke i gang hver dag. Opvask og rengøring i sal og køkken klares typisk af tre personer.

Hvert fuldtids-medlem af stamgruppen har typisk tre vagter i løbet af de tre dage.

En hverdag i Lange Eng

Solopgang set fra #33

En af bofællerne var så venlig at gøre mig opmærksom på, at det nok ikke er alle læsere af denne blog, der er lige interesserede i at læse lange indlæg om Engens fjerne historie. Så jeg ryger fluks til tasterne for at skrive om de ting, der sker en helt almindelig dag. I 2015.

Nu som før har bofællesskabet sin egen rytme. Som i enhver landsby eller boligblok kan man følge med i, hvad de andre laver. En hverdag kunne gå sådan her:

06:00 Der er tændt lys enkelte steder. De morgenfriske er i gang. Gardinerne trækkes fra og man kan se børn og voksne på trapperne og ved morgenmaden i boligerne over gården.

08:00 Hørkram-lastbilen parkerer foran fælleshuset. Chefkokken tjekker at alt er i orden.

Formiddag: gruppen af mødre og fædre på orlov mødes måske i fælleshuset eller i gården, hvis vejret er til det. Enkelte hjemme-arbejdende bofæller finder en stille krog med den bærbare. 

Eftermiddag: de større børn begynder at komme hjem fra skole. Nogle har aftaler om at mødes, inden de følges til fodbold, spejder eller børne-yoga i fælleshuset. De første forældre kommer hjem med de mindre børn. Dem, der har børn i samme institution, skiftes måske til at tage ungerne med hjem. 

15:00 Kokkene mødes i køkkenet og går i gang med maden. Ofte møder chefkokken ind lidt før, så der er tid til pakke varer ud, røre en dej sammen eller hvad der skal være styr på inden det går løs. Mens holdet arbejder kigger deres familier forbi for at sige hej. Hvis madholdet er rigtig heldige kan vi lokke nogle af de større børn i gang med at dække bord – men de vil for det meste hellere lege.

Fra ca. 16: folk begynder at drysse ind fra arbejde, nogle sætter sig i gården eller på græsset på ydersiden. Måske er der én, der henter kaffe og en skål vindruer til ungerne. Der er styr på maden, så der er tid til at følge børnene til fritidsaktiviteter eller lige få ordnet én eller anden ting.

17:30 Der er nu flere folk i fælleshuset for at lege med de små inden maden.

17:55 Bofæller med tupperware under armen finder vej til fælleshuset. Man får en snak mens det sidste mad bliver stillet frem på take-away-bordet.

18:10 Maden er klar på bordene og kokken introducerer måltidet. Nogle dage er der fællessang.

18:45 Opvaskeholdet går i gang.

19:30 De fleste er gået hjem for at putte ungerne – om sommeren løber og leger i gården. Måske går der en besked ud på intra: ’saunaen er varm fra kl. 20!’

20:00 Aftenprogrammet er i gang, måske er der møde i driftgruppe i spisesalen eller cafeen, mens andre ser fodbold i biografen.

Senere: Lysene slukkes og Engen siger godnat. Natteravnene lader lyset være brænde lidt endnu.

Lange Eng Vol. 2. Genopfindelse af fællesskabet

Bofællesskaber opstår, ligesom lommeuld og mus, ikke ud af ingenting. Man kan tegne, bygge og anlægge, men hvis der ikke skabes kulturer og rutiner – måder at gøre tingene på – så har man ikke noget bofællesskab.

Bofællesskabet har nu været i gang i syv år, og derfor lavede vi i sommeren 2015 en proces, hvor vi diskuterede hele organiseringen. Vivi døbte den ”Lange Eng Vol. 2”. Billedet her er fra én af de fire fællesmøder. Det er Torben, Linnea, Gitte og Martin, som diskuterer driftsgrupper. 

Bofæller (2). Udvidet familie?

Jeg har i et tidligere blog-indlæg beskrevet bofæller som über-naboer. En anden måde at beskrive dem på, er at sige at bofæller bliver som en slags familie.

Det lyder måske som et skridt for langt at gå: ”Alright”, tænker du, ”nu går der for alvor salgs-tale i dén her blog. Så tætte kan I da umuligt være!?” Men tænk over det: Hvad kendetegner egentlig dit forhold til familien, hvis du går en tand længere ud end til kæresten, ægtefællen, børnene, søstre, brødre og forældre?

Jeg skylder en tidligere bofælle sammenligningen. Vi taler Lange Eng over en øl på Café Phenix i Centret og han forklarer, hvordan han ser på bofællerne nu, hvor han er flyttet: ”Bofæller”, siger han, ”er som en stor kreds af fætre og kusiner. Du taler måske ikke med dem hver dag, men I kan til enhver tid regne med hinanden. Og I kender hinanden så godt, at I altid kan få en god snak når I mødes.”

Og der er noget om snakken: hver gang, der har været krise eller grund til at stimle sammen, så træder bofællerne til. Når nogen skilles, flytter, bliver syge eller arbejdsløse, rykker bofællerne ud. Måske ikke alle sammen (det ville det nok også blive lidt for meget), men nok til, at det gør en forskel. En stor forskel.

I hverdagen ses vi tit bare på trappen eller i entreen i fælleshuset, når vi skal hente mad. Så går snakken om de daglige udfordringer, jobbet, det seneste EU-nej eller ungernes skole. Vi kender hinandens historier så godt, at selv de korte samtaler bliver dybe.

Jeg ved ikke om familie-analogien helt holder. Men bofæller er mere end bare naboer.

Suspekt og "vores Anfield"

Jeg har tidligere skrevet om en kendt albertslunder, der har gjort det til sin karriere at beskrive Albertslund som et volds-psykopatisk helvede.

Det falder i øjnene, at også kommunen bruger byens bad-boy image i sin markedsføring. Det er svært at have noget imod det (hvem i vores gennemregulerede, pæne verden drømmer ikke om The Wild Side engang imellem?), og hvorfor skulle vi ikke hylde de helte, vi har?

Albertslunds førende bad boys er uden tvivl Suspekt. Jeg har nået en alder hvor det lyder forkert uanset hvordan jeg beskriver dem, men lad mig prøve: Suspekt er en rap-gruppe, som trådte deres barnesko i Hyldespjældet og Bakkens Hjerte, som er én af byens største ungdomsklubber. Nu bor de vistnok på Vesterbro, men Suspekt inkarnerer alligevel præcis den vestegns-romantik, som giver mening for alle piger og drenge på 16 med lidt outlaw i kroppen. Vestegnen som den hårde del af Los Angeles.

Men også vi andre, mere modne og definitivt for gamle til Suspekt, kan jo stjæle lidt af ånden engang imellem. Som pendlerne, der venter på B-toget tirsdag morgen og ser reklamen for spillestedet Forbrændingen med citat af Klamfyr, a.k.a. Orgi-E, fra Suspekt: ”Forbrændingen er vores hjemmebane. Vores Anfield.” Så retter selv den mest grå kontormand lidt på ryggen, mindes dengang han hørte Turboweekend dernede og alle dansede på baren. Og går lidt mere stolt på arbejde. Vores Anfield. Damn.

Forbrændingen er et spillested for rytmisk musik. Det er indrettet i en del af den gamle forbrændingsanstalt, som ligger belejligt placeret lige mellem stationen og det internationale kollegium. Det kan tilføjes at citatet ovenfor er Klamfyr i sin allermest stuerene version. Forestil dig hvis Forbrændingen i stedet for eksempel havde brugt et citat som det her fra sangen ’Kommer snigende ind’: ’Besøger dit hummer og fylder dig med unger/Pumper min sæd helt op i dine lunger’.

Plakat på Albertslund Station.

Hvad er Lange Eng? (4) Svend og Bent i aktion

Efter konkursen stod bofællesskabet i en svær situation. Mange bofæller var for så vidt glade for, at der kom en afklaring på situationen. Nu kunne vi komme videre og få byggeriet lavet færdigt. Men betingelserne kendte vi ikke. Ville foreningen tabe penge? Hvor meget ville vi blive forsinkede med fx fælleshuset, som ikke var klar til brug, de sidste trapper og gården?

De første måneder var præget af rådgivernes og advokaternes tovtrækkeri. Der skulle laves en opgørelse, der viste hvor meget foreningen havde til gode i konkursboet, og vi skulle finde ud af, hvad det ville koste at bygge færdig. Det var en frustrerende og usikker tid, for der blev jo ikke bygget noget, og hver krone brugt på rådgivere var en krone mindre til byggeriet.

Der var ikke andet at gøre, end at stå sammen.

Det gjaldt også, da det i januar 2009 blev klart, at vi ikke havde penge til at få en ny entreprenør til at bygge færdig. Den eneste måde, vi kunne få pengene til at række, var ved at lave vores eget tømrer-firma. Så det gjorde vi, og ansatte de nu legendariske tømrere Svend og Bent.

Med dem fik vi rigtige håndværkere. Svend og Bent var old school. De indrettede en container til værksted og fik en trailer sat op foran fælleshuset. Og så ellers i gang. Senere kom de flere håndværkere - og en lærling - så vi vist var oppe på en 6-7 mand i sjakket.

Det næste år gik isærr med at beklæde inder- og yderfacade. Yderfacaden var lige ud ad landevejen. Facaden mod gården blev et helt udviklingsprojekt, for der lå ingen præcise tegninger og polycarbonat er ikke så nemt at arbejde med. Caroline, Karin og andre bofæller holdt byggemøder tidligt om morgenen og bestyrelse og arbejdsgrupper tyggede sig igennem de mange beslutninger, der skulle til for at få økonomi og jura til at hænge sammen.

Mens Svend og Bent gik udenfor var bofællerne i gang indenfor. Vi hjalp hinanden med at lave fælleshuset færdigt; køkken, trappeopgang, biograf, akustikloft og meget mere kom på plads. På den måde blev vi klar til at afholde den første fællesspisning. Det var den 18. april 2009 – næsten et år efter de første flyttede ind.

Der sidder et skilt i gennemgangen i sydfløjen med alle de vigtigste datoer i bofællesskabets historie.

Et håndfast sted. Arkitektens idé med Lange Eng

Bofællesskabet handlede fra starten om at skabe et dejligt sted at bo – sammen. Dorte Mandrup Arkitekter har tegnet huset ud fra ideen om, at den klassiske ”karré”, som vi kender fra fx brokvartererne i København, er en optimal måde at skabe fællesskab. Mandrups vision var at lave et byggeri omkring en fælles gård. Projektet er beskrevet sådan på Mandrups hjemmeside:

‘the building was designed as a typical Danish block, surrounding a large common courtyard – a common green garden space. The outer perimeter of the block towards the forest is relatively closed, the facade and the roof clad in the same material,whereas the building towards the garden appears light and open.’

Visionen var at skabe et byggeri, der på ydersiden (som Mandrup taler om som en “skov”, selvom træerne jo endnu er få og noget små) er sort og relativt lukket, mens det på indersiden er lyst og åbent med store vinduer.

Mandrup forklarer at det var en udfordring at skabe et godt, tæt bebygget rum på den bare mark. Det krævede, siger hun, et markant arkitektonisk greb:

’Hvis man skal skabe et sted, hvor der ikke er et sted, så er man nødt til at være lidt mere håndfast. Det er bare enormt vigtigt (…) at man få definereret et rum.’ (Mandrup i Stender, s. 65).

Vi glemmer nogle gange, hvor markant byggeriet egentlig er. Nogle albertslundere tror at "den sorte firkant" er noget industri og bliver helt overraskede, når de finder ud af at der er en grøn gård inde bag den sorte facade. Arkitekturen har nogle gange giver lidt udfordringer med at forklare, at Lange Eng ikke lukker sig om sig selv. Men stien gennem gården er offentlig - alle er velkomne til at gå igennem.

Du kan finde Laura Stamers fotos af byggeriet her. 

Det grønne Albertslund

Jeg har i et tidligere indlæg skrevet om de to sider af Albertslund: den, man ser fra bilen, og den, man oplever fra sin cykel. Dem, der synes at Albertslund er grå, har kun set den fra bilen. Cykel-siden er grøn og det er muligt at komme rundt overalt i byen på cykelstierne. Her er et par mulige ture i cykel- eller gåafstand fra Lange Eng:

Legepladser: der er en række legepladser lige i nærheden. Vi bruger oftest enten Herstedlunds egen legeplads, som ligger lige nord for Engen, eller Hyldespjældets legeplads (kendt som ’Harry Potter’-legepladsen hjemme hos os). For at finde sidstnævnte, gå ad stien mod nord langs anstalten, gennem den lille skov ved Lærkelængen, forbi Birkelundgård og under tunnelen. Så er du i Hyldespjældet. Fortsæt lige ud og du rammer legepladsen. I alt ca. 1000 meter.

Herstedhøje: find Herstedøster landsby og kør lige igennem. Så lander du for foden af ”bjerget”, som er anlagt med jord fra 60’ernes byggeboom, hvor Albertslund gik fra landsby til forstad. Der er en rigtig fin udsigt fra toppen og et dejligt, grønt område med skov og eng omkring Herstedhøje.

Indkøb: Man kan gå eller cykle til Vestcentret, hvor der er en Netto og en Brugs. Hvis man har brug for slagter, grønthandler, fiskehandler eller større supermarkeder skal man i Albertslund Centrum, som ligger lige ved stationen. Den ligger ca. 1 km væk, hvis man tager cykelstien fra Lange Eng.

For de sporty: der er afmærkede mountain-bike-ruter i Vestskoven. Hvis du er mere til landevej er der et perfekt træningsterræn mellem Albertslund og Roskilde Fjord. Det var den gode bofælle Fredrik, der viste mig hvordan man kan kombinere et utal af ruter gennem marker, skov og små landsbyer i landskabet der bugter sig ud mod fjorden.

For dem, der vil svømme: om sommeren er friluftsbadet Badesøen byens helt store attraktion. Badesøen ligger i øvrigt lige ved siden af stadion, som er et af Sjællands flotteste anlæg til fodbold, håndbold, tennis – og cricket. Hvis man vil have saltvand er der cykelstier hele vejen til Vallensbæk og Ishøj strand.

Hvad er Lange Eng? (3) Om at flytte ind på en grusplads

I løbet af foråret 2008 blev det efterhånden klart, at ikke kun foreningen arbejdede hårdt på at blive klar. Også entreprenøren, FB, fik mere end travlt med at blive færdig.

Tidligt i 2008 fik vi at vide, hvornår vi kunne overtage boligerne. Øst-, Nord- og Syd-fløjene blev klar i juni og Vestfløjen skulle flytte ind som de sidste, midt i juli. Det var en spændende tid, hvor byggeriet var i en afsluttende fase, men vi alligevel ikke rigtig vidste, om tidsplanen holdt.

Jeg tror de fleste af os stadig forestillede sig, at vi ville flytte ind i noget, der var ret tæt på billederne i Mandrups projektforslag. Der er de store træer, grønt græs og rene, lyse boliger, så det ville der vel også være, når vi flyttede ind? Aftalen med FB var vel nøglefærdige boliger, eller hvad?

Det skulle vise sig, at virkeligheden i projektbygger-branchen var en anden. Efter en snak med foreningens advokat fandt vi ud af, at en entreprenør kan aflevere en bolig til køber som ”færdig”, selvom der for eksempel ikke er lagt gulv. Boligen skal bare kunne låses af, have løbende vand og mulighed for at lave mad. (Så hvis de står en kogeplade er det OK.) Så meget for førstegangs-husbyggernes forestillinger.

Så i løbet af foråret voksede spændingen. Og efter de første bofæller var ude og besigtige deres boliger løb rygterne hurtigt: nogle steder var der slet ikke malet og en enkelt bolig var vist slet ikke klar til overtagelse. De fleste var chokerede over at ”fejl og mangler” ikke handlede om et forkert armatur eller en klat maling på gulvet, men at det kunne være mere alvorlige ting.

Men det skulle blive værre. Alle kunne heldigvis flytte ind, og vi så frem til at de sidste ting ville blive ordnet. Men hvis det hele skulle fikses, hvordan kunne det så være, at der kun gik en 3-4 håndværkere på pladsen? Og hvorfor var der dage, hvor der slet ikke var nogen håndværkere i gang?

Udover manglerne i boligerne var grunden slet ikke anlagt, og fælleshuset langt fra færdigt. Grunden var én stor grusplads; der var ingen facadebeklædning ind mod gården og de udvendige trapper ned i gården var ikke monteret. Vi holdt en cocktail-fest på Vestfløjen, og selvom det var piv-hyggeligt, så taler billedet fra dengang taler sit tydelige sprog: vi var meget langt fra de grønne omgivelser, som vi havde glædet os til at indtage.

Forklaringen kom sidst i august. Den 25. fik foreningens advokat besked om, at FB Herstedlund var gået konkurs. Én af de næste dage kom der en lastbil og begyndte at hente de trapper, som ikke var sat op. På det tidspunkt gik det op for selv de mest optimistiske, at der var lang vej igen.

Albertslund. Jernrør, fængsler* og græsrødder

Man taler om at steder er brands. De har værdi for folk – positiv som negativ – og det præger vores opfattelse af dem. Sådan er det også med Albertslund, som må have et af Storkøbenhavns dårligste brands. Prøv at sige til borddamen til pæne menneskers bryllup at du bor i Albertslund, så skal du bare se. Men er det overhovedet retfærdigt?

Dengang vi hørte, at bofællesskabet skulle bygges på en grund ved siden af Danmarks sikreste fængsel, skulle vi lige vende skråen. Var det ikke den by, som Anders Matthesen har gjort til en karriere at svine til? Er det overhovedet en chance man vil tage? Vi var ikke de eneste. Antropologen Marie Stender citerer en bofælle for sarkastisk at bemærke, at ’Albertslund er jo sådan noget, hvor folk går rundt med jernrør.’

Men vi valgte at sætte bofællesskab over by. Vi ville være flyttet i Lange Eng uanset hvor det skulle bygges – bare det var på S-togsnettet. Men Albertslunds tvivlsomme rygte er tit dukket op. I begyndelsen mest i vores eget hoved. Kunne man gå hjem fra stationen om natten når nu Anders Matthesen siger, der står voldspsykopater på spring på stierne? Er det til at opdrive en god skole i Albertslund? Vi var, lad os indrømme det, lidt skeptiske.

Efterhånden som vi lærte byen at kende og mødte de mennesker, der bor i Albertslund, bliver afstanden mellem fordom og virkelighed at blive tydelig. Byen har to sider: den, du ser fra bilen eller toget, og den, du ser fra din cykel eller bag barnevognen. Bil-siden er de store, triste veje langs alle de grå 60’er-boliger. Fra cykel-siden kan du se ideen med byen: de små bebyggelser, adskilt af grønne områder, det kæmpe net af cykelstier. Prøv at tage cyklen til én af de mange gode Albertslund-institutioner, fx Baunegårdens SFO og klub, Hyldespjældets vuggestue eller Musikskolen. Dér møder du folk med netværk i byen og engagement i deres fag.

Hvis du vil se den allerbedste side af byen, så følg med når der kommer endnu en kommunal spareplan og dermed endnu en demonstration foran Rådhussøen. Så dukker klubberne op med hornorkester og pandekager og borgmesteren kommer ud og hilser på. Og besparelserne bliver aldrig helt så voldsomme, som politikerne har lagde op til.

Eller prøv at besøge Kongsholmsparken den uge i forsommeren, hvor der er Børnefestuge. Telte til alle institutionerne og et væld af ting at lave for ungerne, labyrinter og gynger skruet sammen og stillet op af engagerede pædagoger og forældre. Børnene kan købe pandekager for småsten, og når de bliver trætte af dét er der rollespil på bjerget.

Og turen hjem fra stationen sent om aftenen? Vi har aldrig oplevet noget, der kom i nærheden af det jernrørs-Albertslund, som Anders Matthesen taler om.

*Der er to fængsler i Albertslund: Anstalten ved Herstedvester (som Lange Eng er nabo til), og Statsfængslet ved Vridsløselille (som vi kender fra Olsen-banden). Der har været tale om at lukke begge fængslerne, men indtil nu er det kun besluttet at lukke Vridsløselille. Man er allerede i gang med at flytte de indsatte og i 2016 lukker fængslet. Kommunen har samlet gode ideer sammen til en lokalplan for det, man kalder Albertslundt Midtby, som kan sikre bedre forbindelse mellem Nord og Syd, et grønt forløb langs Roskildevej og forberedelse af Letbanen.

Børnefestuge i Kongsholmsparken

Bofæller er naboer på steroider

Jeg tror nok vi havde en ret urealistisk idé om hvad bofæller er, før vi flyttede i Lange Eng. Bofæller er sådan nogle multi-sociale mennesker, som bygger hønsehus hele dagen, diskuterer Enhedslistens politik over rødvin hele natten og bytter koner (og mænd), ikke sandt?

Svaret er selvfølgelig, at virkeligheden er en anden. Fordommene rækker slet ikke til at beskrive virkelighedens bofæller. Bofæller kan ikke sættes på formel, men det, vi har lært, er at bofæller er de bedste naboer man kan forestille sig. De er naboer på sociale steroider.

Eksempler? Hvad med en tallerken friskbagte smørbirkes til familien, der lige er kommet hjem fra fødegangen? En bofælle, der rydder sneen foran din dør? En lang samtale om din jobsøgning og gode råd til din lønforhandling? Eller den gode tradition med at give aflagt børnetøj videre – også uden at modtageren behøver at spørge?

Bofællernes hjælpsomhed betyder, at man kan skaffe stort set alting på Engen. Skriv på intranettet at du mangler ’Borte med Blæsten’ på DVD, et 10-millimeter metalbor eller en loddekolbe og, vupti, et kvarter senere kan varen afhentes til låns hos en bofælle.

Det handler om opmærksomhed på hinanden. Det kan måske se ud til at være lettere lade være, men det er rart at hjælpe hinanden – og næste gang er det måske én selv, der har brug for en hånd. Selvom vi ikke har et vedtaget princip om at have deleøkonomi på Engen, så er det hulens praktisk at dele ud og deles om tingene. Hvis min nabo har et vaterpas og gerne låner det ud, så er der én ting mindre i verden jeg har brug for at have liggende.

”Med tupperware-bokse på armen”

Lange Eng har nydt stor opmærksomhed fra medier, arkitekter og forskere. Det er ikke så få gange at vores underbo Laura har været vært for flokke af norske eller amerikanske arkitektstuderende, som tager billeder og noter i løbet af en kort besøg. (Forleden løb jeg ind i en desorienteret amerikansk kvinde på stien foran fælleshuset. Hun var kommet væk fra sin gruppe, men heldigvis fandt vi hurtigt Laura, som var i gang med at fortælle for de besøgende inde i gården.)

Den mest grundige undersøgelse af Lange Eng er antropologen Marie Stenders studie af stedet, som hun lavede til sin phd-afhandling, som blev færdig i 2014. Her er en fin beskrivelse af dagsrytmen på Engen, som stammer fra den indledende ”biografi” for bofællesskabet:

'Om morgenen er der travlhed – især på bebyggelsens yderside: Børn puttes ned i ladcykler og ind på bagsædet af biler, forældre skynder sig afsted. I løbet af dagen er her stille; et par stykker går gennem gården med barnevogn eller iført løbetøj. Men ud på eftermiddagen dukker flere og flere børn op i gården, deres forældre sidder på terrasserne eller bænke i gården med en kaffekop og en avis. Klokken lidt i seks kulminerer aktivitetsniveauet, og fra alle sidder af bebyggelsen traver beboere gennem gården til fælleshuset i karréens hjørne, hvor der dufter af mad. Mange har kurve med tupperware-bokse på armen, de skal have maden med hjem; andre slår sig ned ved borde og bænke for at spise i fælleshuset. Når man træder ind i fælleshuset mødes man af en væghøj reol med sutsko, og på en opslagstavle beklædt med farverigt stof sidder opslag om forårskoncerter, genbrugspladsen og nøgler, som nogen har glemt. På den ene side ses køkkenet med stålelementer og industri-opvaskemaskine, og går man videre kommer man ind i den lyse og rummelige spisesal med rumhøje vinduer ud til gården. Maden er stillet op på store fade, og dem, der har lavet mad, står klar til at præsentere dagens ret og forklare, hvor mange stykker kød, man hver især må tage. Folk slår sig ned på sorte træbænke omkring bordene, 1-2 familier ved hver, mens dem uden børn samles ved ét bord. Pludselig bliver der stille, flere og flere rækker hånden op, indtil alle er stille nok til at høre den fælles besked. Under måltidet er der snak og børneskrål, bagefter løber børnene rundt, de største af dem drøner op ad trappen til 1. sal, hvor der er bordfodbold og motionsrum. Imens tørrer de voksne op med klude, hvor deres børn har spildt, og sludrer lidt med deres naboer, inden de går hver til sit. Så begiver de sig tilbage til boligerne, lyset bliver tændt i de dobbelthøje rum, her og der bliver gardinet trukket for – dog mest i den øverste etage. Et sted kan man se det blålige lys fra et fjernsyn, et andet sted står én og børster tænder, i fælleshuset er der yoga i motionsrummet på øverste etage. Efterhånden slukkes lyset, og klokken 23 ligger hele bygningen hen i mørke.'

Læs hele afhandlingen her

Hvad er Lange Eng? (2) ”Mindre gener OK”.

Mens byggeriet tog form forberedte foreningen sig på livet i bofællesskabet. Vi diskuterede på livet løs i en række workshops i 2006-7. Det handlede blandt andet om indretning af fælleshuset. Hvilke funktioner skulle vi planlægge? Skulle der fx skulle være et vaskeri – og skulle man kunne reservere maskinerne eller sætte hinandens vasketøj over? Og var der brug for et gæsteværelse, som man kunne booke når familien kom på besøg?

Hvor vigtige alle disse ting end syntes at være, blev fællesspisningen den store dagsorden. Det handlede både om hvordan vi ville organisere spisningen og om det køkken, vi ville få brug for. Vi fandt ud af, hvordan man spiser sammen i andre bofællesskaber og prøvede at få hold på, hvordan vi skulle indrette os.

Da vi nåede til det punkt, hvor der skulle træffes en beslutning, var der to tydelige grupperinger. Den ene mente at vi skulle lave en række madhold, som på bestemte ugedage kunne skiftes til lave mad til hinanden. Så kunne man melde sig ind i fx mandags- og torsdagsgruppen og så ellers spise hjemme de andre dage.

Den anden gruppe gik all-in. De mente, at vi havde en unik mulighed for at beslutte, at der skulle laves mad til alle beboere alle dage i ugen. På den måde kunne man spise sammen hver dag, hvis man ellers ønskede det.

Jeg kan huske, at dén diskussion var et eksempel på et sted, hvor jeg virkelig blev overrasket. Jeg kunne ikke helt forstå lysten til at gå så langt. Hver dag? Ville det ikke blive… for meget? Det var rigtig langt fra hvad jeg og de fleste andre var vant til fra hverdagen i de små hjem. Kunne det overhovedet fungere?  

Det endte med en afstemning, hvor den store model vandt. Så vidt jeg husker ret overbevisende. Og derfor blev der planlagt et køkken, som kunne håndtere at lave mad til 200 mennesker.

Hverdagslivs-udvalget kunne samle op i et papir med ønsker til fælleshuset, som blev sendt til arkitekterne i september 2006:

”Funktioner der var stor enighed om skal være i Fælleshuset:

Spisesal:

·         Primær funktion: Spisning til hverdag. Andre funktioner kommer i anden række.

·         Mulighed for spisning hver dag i ugen.

·         Mulighed for at alle i bofællesskabet kan spise i samme rum, men ikke nødvendigvis komfortabelt! Mindre gener ok.”

Det store køkken er faktisk siden hen blevet endnu større. Nu har vi to store ovne og et monster-induktionskomfur, der kan koge 10 liter vand hurtigere end du kan sige ”workshop”. Der bliver lavet mad til alle, der vil være med - alle ugens dage, undtagen lørdag.

Messi, larger than life

Før biografen blev lavet færdig var det trange kår for fodboldfolket. Vi sad i cafeen og så Chelsea-Barca med en projektor og en bærbar, som kun viste ¾-dele af billedet. Det var dén semifinale – maj 2009 - hvor Iniesta scorede med ydersiden til allersidst, og Morten tog den på knæene henover den nye askeparket med armene over hovedet.

De seneste år har det mest været sønnerne, der har jublet med hele kroppen. Fædrene sidder dybt i biografens bløde stole med specialøl og second screens ved hånden. Hver uge i Champions League-sæsonen trasker et broderskab af bold-tosser mod fælleshuset, snupper en New York Lager i køleren og synker ned i de røde, bløde stole.

Det ér bare noget helt særligt at se bold på en kæmpeskærm i selskab med gode bofæller, som til enhver tid kan informere salen om hvor mange kampe Higuaín har spillet i år eller hvordan Zenith ligger i den russiske liga. Der er næsten altid folk i biografen de tirsdage eller onsdage. Færre under gruppespillet, med mindre vi har et klassisk match-up, og flere i knock-out fasen. Bofællernes loyaliteter er kendt af enhver, så vi regner med at Martin dukker op i Liverpool-trøjen når de en sjælden gang er med.

Finalen, my goodness, et af årets højdepunkter. Så er biffen fyldt og kulturministeriet laver drinks og pynter op. I 2014 fik vi endda lagkager med Real Madrids logo i marcipan. Landskampe? VM? En plads i de dybe stole? Du må hellere komme tidligt, for på de dage er der fuldt hus længe før kampstart.

Hvad er Lange Eng? (1)

Bofællesskabet begyndte med en drøm om at finde en god måde at bo på, men vejen til den virkelighed var lang – og den krævede både mod, vilje og en masse arbejde.

I juni 2006 mødtes den første kreds af ejere på Skt. Annæ Gymnasium og skrev under på købsaftaler på de individuelle lejligheder. Det hele blev arrangeret af bestyrelsen i foreningen Bofællesskabstanken, som på rekordtid havde fundet medlemmer, der kunne sikre økonomien i projektet. Da alle lejligheder var solgt, kunne foreningen købe grunden og skrive kontrakt med entreprenøren.

Senere samme år blev Bofællesskabstanken til Lange Eng. Det var en markering af, at vi gik fra en abstrakt idé til et konkret sted. Men på det tidspunkt var Lange Eng bare en græsmark uden for Anstalten ved Herstedvester. Et sted, hvor den lokale overlevering siger, at fangerne tilbage i 60’erne dyrkede grøntsager under opsyn af riffel-bevæbnede vagter, sydstats-style. Men ikke et sted hvor der boede nogen.

Jeg har tit tænkt på, hvordan det egentlig kunne lade sig gøre. Hvordan kunne 50 familier forpligte sig på en drøm? Hvordan kunne vi tage den risiko, som lå i at betro en flok amatører at bygge et stort, kompliceret hus og et fællesskab, der kunne få et godt og langt liv derude på Engen?

Der var egentlig aldrig ret meget ideologi i Bofællesskabstanken. Den handlede ikke om at der var én måde at bo på, eller at andre måder at bo på var forkerte eller mindre værd. Den handlede bare om at forfølge det potentiale, som der var – og er – i at deles om bygninger og gøre det let at hjælpe hinanden med alt det, vi skal have fra hånden.

Der var en overgang en hel del miljø inde i billedet. Byggeriet skulle være lavenergi og økologisk, synes nogle, men det blev aldrig den store dagsorden. Flertallet så bare ikke en økologisk, selvbygget landsby for sig, og med Dorte Mandrups design blev Lange Eng mere en æstetisk end en økologisk vision.

De næste år gik det stærkt. Engen blev en mudderpøl, så kom betonelementerne og badeværelserne, løftet på plads med kraner, mens foreningen prøvede at følge med. Bestyrelsen lå vandret for at styre byggeriet og samtidig sørge for at alle boligerne nu faktisk også – dvs. rent juridisk – var solgt, finde de nye ejere, der var behov for, og samtidig forberede os allesammen på at få en hverdag sammen.

Som et lille PS til posten om fællesspisning er her en oversigt fra intra, som viser de næste otte dages menuer og kokke. Vi holder det årlige jul i Lange Eng på lørdag.

Fællesspisning. Sådan virker det

Beboerne i Lange Eng har, siden fælleshuset blev færdigt i 2009, kunnet få deres aftensmad i fælleshuset seks dage om ugen. Vi kan med andre ord aflyse ulvetimen og den forhastede tur i Netto: der er gode folk, der laver dejlig mad til alle.

Princippet er, at alle voksne beboer og store børn er fordelt i det, vi kalder stamgrupper. Hver stamgruppe består af ca. 9 personer, som laver mad, vasker op og gør rent tre dage hver 5. uge. De fleste måltider bliver lavet af en chefkok og tre kokke, som en typisk dag laver mad til ca. 150 bofæller.

Alle beboere melder sig til fællesspisningen på vores intranet. Man vælger helt selv hvor ofte man vil spise med, og man kan se menuen for de enkelte dage før man melder sig til. Det koster et beløb for hver voksen og barn – 32 kroner pr voksen og 12 kroner plus barnets alder indtil de fylder 13 – som trækkes over betalingsservice den følgende måned.

Man melder sig til at spise i fælleshuset eller som take-away. Hvis man er til det sidste henter man sin mad kl. 18, inden fællesspiserne indtager salen kl. 18.10. 

De fleste råvarer er som oftest økologiske og chefkokkene går tit langt for at sikre at budgettet rækker langt. Derfor får vi tit fisk, der er altid en vegetar-ret, og i reglen også en salat og ”gnave-grønt” til børnene.

Når ambitionerne er høje er der også travlt i køkkenet. Holdet møder kl. 15 og har dermed tre timer til at trylle det hele frem. I begyndelsen gik det galt engang imellem: kartoflerne var rå, brødet brændt og stuvningen hvinende salt. Men vi er blevet bedre til at bruge køkkenet og til at finde de rigtige varer og retter, så nu er det sjældent at der ikke er et godt måltid klar kl. 18.

Indimellem beslutter stamgrupperne at gøre noget ekstra ud af det. Så er der islagkage til dessert eller pyntet op som på en italiensk piazza med vasketøj på snore - eller hvad man nu finder på. 

Maden er for mange langeengere noget af det bedste ved at bo her. Vi lavede en survey for nylig (jeg ved det: vi er mange, der har læst noget samfundsfag). Den viste, at det er vigtigt for mange beboere, at bofællesskabet er en praktisk hjælp til at få hverdagen til at hænge sammen. Der er vel ikke noget, der hjælper mere end et færdigt måltid på en travl tirsdag? Og nej, man behøver ikke engang selv at vaske op.  

Gør-det-selv bofællesskab

Så har Marianne og jeg sat Lange Eng 33 til salg. Det har været en lang proces at tage beslutningen, men nu har bofællerne fået besked og boligen er oprettet på Boliga.

Det bliver en gør-det-selv-model. Selvsalg, som det hedder. Mest fordi bofællesskaber er et særligt marked, men det er nu også meget passende. Lange Eng har nemlig hele tiden handlet om at gøre det selv. En gruppe københavnere fandt ikke de rammer for deres liv, som de allermest ønskede sig, og så byggede de et bofællesskab. Bogstavelig talt og helt fra bunden med foreningsvedtægter, byggelån, entreprenør og arkitekt.

Siden dengang, i 2006, har vi lavet rigtig mange ting selv og til hinanden her på Engen. Fester, byggeprojekter, møder og måltider. Denne blog er min måde at fortælle nogle af alle historierne. På den måde kan det måske lykkes at formidle lidt af den mangfoldighed, som ingen salgsopstilling kan fange, men som giver mulige købere af vores bolig en slags intro til Lange Eng.

For selvom kvadratmeter og ejerudgifter selvfølgelig er vigtige, så handler Lange Eng – som alle boliger – jo om meget mere. I begyndelsen troede vi måske det handlede om en måde at bo på, som vi kunne sætte ord på i en slags samlet filosofi og hævde som noget særligt. Det er sådan, man tænker i begyndelsen af et stort projekt. Før man rigtig finder ud af, hvor mange forskellige veje der er ind i bofællesskabet; hvor mange personlige fortolkninger der viser sig at være.

Jeg tænker løbende at skrive lidt om Lange Eng og lægge links til bloggen på facebooksiden der hedder ’Lange Eng 33 til salg’.