Beboerne i Lange Eng har, siden fælleshuset blev færdigt i
2009, kunnet få deres aftensmad i fælleshuset seks dage om ugen. Vi kan med
andre ord aflyse ulvetimen og den forhastede tur i Netto: der er gode folk, der
laver dejlig mad til alle.
Princippet er, at alle voksne beboer og store børn er
fordelt i det, vi kalder stamgrupper. Hver stamgruppe består af ca. 9 personer,
som laver mad, vasker op og gør rent tre dage hver 5. uge. De fleste måltider
bliver lavet af en chefkok og tre kokke, som en typisk dag laver mad til ca.
150 bofæller.
Alle beboere melder sig til fællesspisningen på vores
intranet. Man vælger helt selv hvor ofte man vil spise med, og man kan se
menuen for de enkelte dage før man melder sig til. Det koster et beløb for hver
voksen og barn – 32 kroner pr voksen og 12 kroner plus barnets alder indtil de
fylder 13 – som trækkes over betalingsservice den følgende måned.
Man melder sig til at spise i fælleshuset eller som
take-away. Hvis man er til det sidste henter man sin mad kl. 18, inden
fællesspiserne indtager salen kl. 18.10.
De fleste råvarer er som oftest økologiske og chefkokkene
går tit langt for at sikre at budgettet rækker langt. Derfor får vi tit fisk,
der er altid en vegetar-ret, og i reglen også en salat og ”gnave-grønt” til
børnene.
Når ambitionerne er høje er der også travlt i køkkenet.
Holdet møder kl. 15 og har dermed tre timer til at trylle det hele frem. I
begyndelsen gik det galt engang imellem: kartoflerne var rå, brødet brændt og
stuvningen hvinende salt. Men vi er blevet bedre til at bruge køkkenet og til
at finde de rigtige varer og retter, så nu er det sjældent at der ikke er et
godt måltid klar kl. 18.
Indimellem beslutter stamgrupperne at gøre noget ekstra ud
af det. Så er der islagkage til dessert eller pyntet op som på en italiensk piazza
med vasketøj på snore - eller hvad man nu finder på.
Maden er for mange langeengere noget af det bedste ved at bo
her. Vi lavede en survey for nylig (jeg ved det: vi er mange, der har læst
noget samfundsfag). Den viste, at det er vigtigt for mange beboere, at
bofællesskabet er en praktisk hjælp til at få hverdagen til at hænge sammen.
Der er vel ikke noget, der hjælper mere end et færdigt måltid på en travl
tirsdag? Og nej, man behøver ikke engang selv at vaske op.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar