Før biografen blev lavet færdig var det trange kår for
fodboldfolket. Vi sad i cafeen og så Chelsea-Barca med en projektor og en
bærbar, som kun viste ¾-dele af billedet. Det var dén semifinale – maj 2009 -
hvor Iniesta scorede med ydersiden til allersidst, og Morten tog den på knæene
henover den nye askeparket med armene over hovedet.
De seneste år har det mest været sønnerne, der har jublet
med hele kroppen. Fædrene sidder dybt i biografens bløde stole med specialøl og
second screens ved hånden. Hver uge i
Champions League-sæsonen trasker et broderskab af bold-tosser mod fælleshuset,
snupper en New York Lager i køleren og synker ned i de røde, bløde stole.
Det ér bare noget helt særligt at se bold på en kæmpeskærm i
selskab med gode bofæller, som til enhver tid kan informere salen om hvor mange
kampe Higuaín har spillet i år eller hvordan Zenith ligger i den russiske liga.
Der er næsten altid folk i biografen de tirsdage eller onsdage. Færre under
gruppespillet, med mindre vi har et klassisk match-up, og flere i knock-out
fasen. Bofællernes loyaliteter er kendt af enhver, så vi regner med at Martin
dukker op i Liverpool-trøjen når de en sjælden gang er med.
Finalen, my goodness, et af årets højdepunkter. Så er biffen
fyldt og kulturministeriet laver drinks og pynter op. I 2014 fik vi endda
lagkager med Real Madrids logo i marcipan. Landskampe? VM? En plads i de dybe
stole? Du må hellere komme tidligt, for på de dage er der fuldt hus længe før
kampstart.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar