”Med tupperware-bokse på armen”

Lange Eng har nydt stor opmærksomhed fra medier, arkitekter og forskere. Det er ikke så få gange at vores underbo Laura har været vært for flokke af norske eller amerikanske arkitektstuderende, som tager billeder og noter i løbet af en kort besøg. (Forleden løb jeg ind i en desorienteret amerikansk kvinde på stien foran fælleshuset. Hun var kommet væk fra sin gruppe, men heldigvis fandt vi hurtigt Laura, som var i gang med at fortælle for de besøgende inde i gården.)

Den mest grundige undersøgelse af Lange Eng er antropologen Marie Stenders studie af stedet, som hun lavede til sin phd-afhandling, som blev færdig i 2014. Her er en fin beskrivelse af dagsrytmen på Engen, som stammer fra den indledende ”biografi” for bofællesskabet:

'Om morgenen er der travlhed – især på bebyggelsens yderside: Børn puttes ned i ladcykler og ind på bagsædet af biler, forældre skynder sig afsted. I løbet af dagen er her stille; et par stykker går gennem gården med barnevogn eller iført løbetøj. Men ud på eftermiddagen dukker flere og flere børn op i gården, deres forældre sidder på terrasserne eller bænke i gården med en kaffekop og en avis. Klokken lidt i seks kulminerer aktivitetsniveauet, og fra alle sidder af bebyggelsen traver beboere gennem gården til fælleshuset i karréens hjørne, hvor der dufter af mad. Mange har kurve med tupperware-bokse på armen, de skal have maden med hjem; andre slår sig ned ved borde og bænke for at spise i fælleshuset. Når man træder ind i fælleshuset mødes man af en væghøj reol med sutsko, og på en opslagstavle beklædt med farverigt stof sidder opslag om forårskoncerter, genbrugspladsen og nøgler, som nogen har glemt. På den ene side ses køkkenet med stålelementer og industri-opvaskemaskine, og går man videre kommer man ind i den lyse og rummelige spisesal med rumhøje vinduer ud til gården. Maden er stillet op på store fade, og dem, der har lavet mad, står klar til at præsentere dagens ret og forklare, hvor mange stykker kød, man hver især må tage. Folk slår sig ned på sorte træbænke omkring bordene, 1-2 familier ved hver, mens dem uden børn samles ved ét bord. Pludselig bliver der stille, flere og flere rækker hånden op, indtil alle er stille nok til at høre den fælles besked. Under måltidet er der snak og børneskrål, bagefter løber børnene rundt, de største af dem drøner op ad trappen til 1. sal, hvor der er bordfodbold og motionsrum. Imens tørrer de voksne op med klude, hvor deres børn har spildt, og sludrer lidt med deres naboer, inden de går hver til sit. Så begiver de sig tilbage til boligerne, lyset bliver tændt i de dobbelthøje rum, her og der bliver gardinet trukket for – dog mest i den øverste etage. Et sted kan man se det blålige lys fra et fjernsyn, et andet sted står én og børster tænder, i fælleshuset er der yoga i motionsrummet på øverste etage. Efterhånden slukkes lyset, og klokken 23 ligger hele bygningen hen i mørke.'

Læs hele afhandlingen her