Hvad er Lange Eng? (1)

Bofællesskabet begyndte med en drøm om at finde en god måde at bo på, men vejen til den virkelighed var lang – og den krævede både mod, vilje og en masse arbejde.

I juni 2006 mødtes den første kreds af ejere på Skt. Annæ Gymnasium og skrev under på købsaftaler på de individuelle lejligheder. Det hele blev arrangeret af bestyrelsen i foreningen Bofællesskabstanken, som på rekordtid havde fundet medlemmer, der kunne sikre økonomien i projektet. Da alle lejligheder var solgt, kunne foreningen købe grunden og skrive kontrakt med entreprenøren.

Senere samme år blev Bofællesskabstanken til Lange Eng. Det var en markering af, at vi gik fra en abstrakt idé til et konkret sted. Men på det tidspunkt var Lange Eng bare en græsmark uden for Anstalten ved Herstedvester. Et sted, hvor den lokale overlevering siger, at fangerne tilbage i 60’erne dyrkede grøntsager under opsyn af riffel-bevæbnede vagter, sydstats-style. Men ikke et sted hvor der boede nogen.

Jeg har tit tænkt på, hvordan det egentlig kunne lade sig gøre. Hvordan kunne 50 familier forpligte sig på en drøm? Hvordan kunne vi tage den risiko, som lå i at betro en flok amatører at bygge et stort, kompliceret hus og et fællesskab, der kunne få et godt og langt liv derude på Engen?

Der var egentlig aldrig ret meget ideologi i Bofællesskabstanken. Den handlede ikke om at der var én måde at bo på, eller at andre måder at bo på var forkerte eller mindre værd. Den handlede bare om at forfølge det potentiale, som der var – og er – i at deles om bygninger og gøre det let at hjælpe hinanden med alt det, vi skal have fra hånden.

Der var en overgang en hel del miljø inde i billedet. Byggeriet skulle være lavenergi og økologisk, synes nogle, men det blev aldrig den store dagsorden. Flertallet så bare ikke en økologisk, selvbygget landsby for sig, og med Dorte Mandrups design blev Lange Eng mere en æstetisk end en økologisk vision.

De næste år gik det stærkt. Engen blev en mudderpøl, så kom betonelementerne og badeværelserne, løftet på plads med kraner, mens foreningen prøvede at følge med. Bestyrelsen lå vandret for at styre byggeriet og samtidig sørge for at alle boligerne nu faktisk også – dvs. rent juridisk – var solgt, finde de nye ejere, der var behov for, og samtidig forberede os allesammen på at få en hverdag sammen.