Jeg har i et tidligere blog-indlæg beskrevet bofæller som
über-naboer. En anden måde at beskrive dem på, er at sige at bofæller bliver
som en slags familie.
Det lyder måske som et skridt for langt at gå: ”Alright”,
tænker du, ”nu går der for alvor salgs-tale i dén her blog. Så tætte kan I da
umuligt være!?” Men tænk over det: Hvad kendetegner egentlig dit forhold til familien,
hvis du går en tand længere ud end til kæresten, ægtefællen, børnene, søstre,
brødre og forældre?
Jeg skylder en tidligere bofælle sammenligningen. Vi taler Lange Eng over en øl på Café Phenix i Centret og han forklarer, hvordan han
ser på bofællerne nu, hvor han er flyttet: ”Bofæller”, siger han,
”er som en stor kreds af fætre og kusiner. Du taler måske ikke med dem hver
dag, men I kan til enhver tid regne med hinanden. Og I kender hinanden så godt,
at I altid kan få en god snak når I mødes.”
Og der er noget om snakken: hver gang, der har været krise
eller grund til at stimle sammen, så træder bofællerne til. Når nogen
skilles, flytter, bliver syge eller arbejdsløse, rykker bofællerne ud. Måske
ikke alle sammen (det ville det nok også blive lidt for meget), men nok til, at
det gør en forskel. En stor forskel.
I hverdagen ses vi tit bare på trappen eller i entreen i
fælleshuset, når vi skal hente mad. Så går snakken om de daglige udfordringer,
jobbet, det seneste EU-nej eller ungernes skole. Vi kender hinandens historier så godt, at selv de korte samtaler bliver dybe.
Jeg ved ikke om familie-analogien helt holder. Men bofæller
er mere end bare naboer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar