lørdag den 21. november 2015

Gør-det-selv bofællesskab

Så har Marianne og jeg sat Lange Eng 33 til salg. Det har været en lang proces at tage beslutningen, men nu har bofællerne fået besked og boligen er oprettet på Boliga.

Det bliver en gør-det-selv-model. Selvsalg, som det hedder. Mest fordi bofællesskaber er et særligt marked, men det er nu også meget passende. Lange Eng har nemlig hele tiden handlet om at gøre det selv. En gruppe københavnere fandt ikke de rammer for deres liv, som de allermest ønskede sig, og så byggede de et bofællesskab. Bogstavelig talt og helt fra bunden med foreningsvedtægter, byggelån, entreprenør og arkitekt.

Siden dengang, i 2006, har vi lavet rigtig mange ting selv og til hinanden her på Engen. Fester, byggeprojekter, møder og måltider. Denne blog er min måde at fortælle nogle af alle historierne. På den måde kan det måske lykkes at formidle lidt af den mangfoldighed, som ingen salgsopstilling kan fange, men som giver mulige købere af vores bolig en slags intro til Lange Eng.

For selvom kvadratmeter og ejerudgifter selvfølgelig er vigtige, så handler Lange Eng – som alle boliger – jo om meget mere. I begyndelsen troede vi måske det handlede om en måde at bo på, som vi kunne sætte ord på i en slags samlet filosofi og hævde som noget særligt. Det er sådan, man tænker i begyndelsen af et stort projekt. Før man rigtig finder ud af, hvor mange forskellige veje der er ind i bofællesskabet; hvor mange personlige fortolkninger der viser sig at være.

Jeg tænker løbende at skrive lidt om Lange Eng og lægge links til bloggen på facebooksiden der hedder ’Lange Eng 33 til salg’. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar