fredag den 27. november 2015

Bofæller er naboer på steroider

Jeg tror nok vi havde en ret urealistisk idé om hvad bofæller er, før vi flyttede i Lange Eng. Bofæller er sådan nogle multi-sociale mennesker, som bygger hønsehus hele dagen, diskuterer Enhedslistens politik over rødvin hele natten og bytter koner (og mænd), ikke sandt?

Svaret er selvfølgelig, at virkeligheden er en anden. Fordommene rækker slet ikke til at beskrive virkelighedens bofæller. Bofæller kan ikke sættes på formel, men det, vi har lært, er at bofæller er de bedste naboer man kan forestille sig. De er naboer på sociale steroider.

Eksempler? Hvad med en tallerken friskbagte smørbirkes til familien, der lige er kommet hjem fra fødegangen? En bofælle, der rydder sneen foran din dør? En lang samtale om din jobsøgning og gode råd til din lønforhandling? Eller den gode tradition med at give aflagt børnetøj videre – også uden at modtageren behøver at spørge?

Bofællernes hjælpsomhed betyder, at man kan skaffe stort set alting på Engen. Skriv på intranettet at du mangler ’Borte med Blæsten’ på DVD, et 10-millimeter metalbor eller en loddekolbe og, vupti, et kvarter senere kan varen afhentes til låns hos en bofælle.

Det handler om opmærksomhed på hinanden. Det kan måske se ud til at være lettere lade være, men det er rart at hjælpe hinanden – og næste gang er det måske én selv, der har brug for en hånd. Selvom vi ikke har et vedtaget princip om at have deleøkonomi på Engen, så er det hulens praktisk at dele ud og deles om tingene. Hvis min nabo har et vaterpas og gerne låner det ud, så er der én ting mindre i verden jeg har brug for at have liggende.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar