Hvad er Lange Eng? (5) Hverdag + lidt jura = bofællesskab

Efter det lange, seje træk med at rette op på tingene efter konkursen kunne hverdagen gå i gang. Det var midt i 2009, som jeg skrev i et tidligere blogindlæg.

Fællesspisningen gik i gang (i begyndelsen med ret meget slapstick i køkkenet, men vi fik for det meste noget at spise), og vi begyndte at opbygge Lange Engs kultur. Men samtidig var bofællesskabets formelle rammer stadig ikke på plads.

Det var meningen, at den forening, der byggede huset, skulle blive til en helt almindelig ejerforening. Når de 136 mio. var brugt, skulle ejerforeningen drive bofællesskabet. Men hvordan gør man dét, når byggeriet ikke er færdigt - Svend og Bent er jo i gang med at montere facade?

Vi holdt derfor en rigtig vigtig generalforsamling i september 2009. Her skulle vi beslutte, hvordan ejerforeningen skulle skrues sammen. Det handlede især om at definere det ansvar, som ejerforeningen skulle have overfor medlemmerne, hvis nu byggeriet ikke blev færdigt. Hvor kunne vi gå hen og kræve erstatning, hvis vores boliger ikke blev færdige?

Det endte med, at den nye ejerforening kun blev ansvarlig for at forvalte de penge, der var tilbage at bygge for. Det var den forsigtige løsning, som gjorde Lange Eng til en helt almindelig ejerforening. Heldigvis blev boligerne faktisk bygget færdig for de penge, der var tilbage i kassen, så medlemmerne slap for at få flere penge op af lommen. 

Cohousing fra Spree til Vestegnen

Jörgs kamera i fælleshuset.

Det sker overraskende ofte, at folk med interesse i arkitektur og bofællesskaber kommer på besøg på Engen. Vi havde sidste år hele 30 rundvisninger, hørte jeg forleden.

Her i weekenden har vi igen haft besøg, denne gang af to filmkunstnere. Deres projekt er at filme dagliglivet i 12 bofællesskaber i hele Europa. Laura havde fikset det sådan, at de kom på besøg i #33 for at filme, og selvom hun ikke lagde skjul på at man godt måtte sige nej tak, blev det et rigtig spændende besøg.

Projektet handler om at filme de sociale rum, som findes i bofællesskaber. Jeg forstod det sådan, at de prøver at dokumentere hvordan folk lever sammen; passerer gennem de samme rum inde og ude, forholder sig til hinanden. Jörg, som den ene kunstner hedder, fortalte at deres metode er at stille kameraer op og filme lange sekvenser. Det gjorde de så hos os i #33 og i fælleshuset.

Det får mig til at tænke på det, der er kernen i et bofællesskab: kontakten mellem folk. Det kan handle om helt dagligdags ting som at hilse på hinanden, spise sammen eller hjælpe hinanden med småting. Og så kan det være mere forpligtende, fx som i et bofællesskab ved Spree i Berlin, som Jörg havde filmet. Her var der både boliger og kontorer, hvor blandet andet den arkitekt, som havde tegnet byggeriet, boede.

Overalt i Europa er der folk, som finder nye måder at bo sammen på – det er inspirerende at tænke på.

Det grønne Albertslund (2)

Fra cykeltur i Vestskoven, 1. januar 2016

Det er måske det grå, trøstesløse vejr, der får mig til at vende tilbage til det grønne Albertslund. Hvem glæder sig ikke til det hele vender så vi får lidt forår og varme?

Nede på stationen har kommunen sat en plakat op (i øvrigt lige ved siden af et kæmpe foto at Lange Engs poster boy Jesper med ungerne), hvor der står at hele 60% af Albertslund er grønne områder. Det kan man tænke lidt over. Betyder det, at 60% af kommunens areal er grønt, dvs græs og skov? Tæller private haver, grøfter og vejrabatter med? Og er det overhovedet meget, hvis man sammenligner med andre kommuner?

Tag nu fx Vejle elle Sønderbord Kommune. Så dan nogle steder må tallet være højere. Men hvad med Glostrup, Hvidovre eller København? De må ligge et godt stykke lavere. (Jeg har forsøgt at google lidt på det men er ikke blevet klogere). Tænker de 60% må være udtryk for at godt halvdelen af kommunen ligger udenfor det sammenhængende storkøbenhavnske byområde.  

FAKTA om fællesspisning

Der er fællesspisning i Lange Eng seks dage om uge – det er kun lørdag, der ikke er et madhold i gang.

Bofællerne tilmelder sig på intranettet, enten til fællesspisning eller take-away. Man kan være medlem på fuld tid eller deltid. Som deltidsmedlem kan man spise med halvdelen af gangene – og har halvt så mange mad-vagter. Betaling sker over PBS.

Budget og pris

Det er stamgrupperne, der bestemmer hvad vi spiser. Budgettet beregnes på antallet af tilmeldte. 

Priser:

Voksen: 32,00 kr.
Barn 1-12 år: 10,00 kr. + alder
Barn 0 år: 0,00 kr

Det betyder, at prisen for en familie med to voksne og to børn på 5 og 7 er 32+32+15+17= 96 kroner.

Hvis denne familie fx spiser med fire dage om ugen koster det ca. 1700,- pr. måned.

Man kan melde til og fra op til den deadline, chefkokken sætter. Efter deadline kan man sælge billetter, som man alligevel ikke skal bruge, via intranettet.

Tidsplan for en typisk dag:

Kl. ca. 8:           Råvarerne bliver leveret.
Kl. 15:               Madholdet mødes
Kl. 17.30:          Sidste frist for at vælge fællesspisning eller take-away
kl. 18.00:           Take-away er klar på buffetten.
Kl. 18.10:          Fællesspisningen går i gang.
Kl. 18.45:          Opvaskeholdet går i gang
Kl. ca. 20.30:    Opvask og rengøring er slut

Menuer, råvarer og spild

Vi tilstræber altid at lave komplette måltider, det vil sige en hovedret med tilbehør i form af ris, brød, kartofler og salat og/eller ”gnavegrønt” til børnene.

Råvarerne er oftest økologiske – men prisen og tilgængelighed af bestemte varer kan betyde, at vi vælger konventionelt dyrkede produkter. Menuen består ofte af 60-80%, enkelte gange 100%, økologiske varer. I 2016 prøver vi at lave 100% øko-mad hver onsdag i en periode for at teste om det kan lade sig gøre.

Vi gør meget for at undgå madspild. Hvis der er mad til overs, kommer folk og henter til madpakken.

Stamgrupperne

Vi laver mad til hinanden i ”stamgrupper”, som står for mad, opvask og rengøring i tre dage af gangen cirka hver 5. uge.

Stamgrupperne bestemmer selv, hvordan de vil organisere arbejdet. Der er typisk én chefkok (som står for planlægning og indkøb) og tre kokke i gang hver dag. Opvask og rengøring i sal og køkken klares typisk af tre personer.

Hvert fuldtids-medlem af stamgruppen har typisk tre vagter i løbet af de tre dage.

En hverdag i Lange Eng

Solopgang set fra #33

En af bofællerne var så venlig at gøre mig opmærksom på, at det nok ikke er alle læsere af denne blog, der er lige interesserede i at læse lange indlæg om Engens fjerne historie. Så jeg ryger fluks til tasterne for at skrive om de ting, der sker en helt almindelig dag. I 2015.

Nu som før har bofællesskabet sin egen rytme. Som i enhver landsby eller boligblok kan man følge med i, hvad de andre laver. En hverdag kunne gå sådan her:

06:00 Der er tændt lys enkelte steder. De morgenfriske er i gang. Gardinerne trækkes fra og man kan se børn og voksne på trapperne og ved morgenmaden i boligerne over gården.

08:00 Hørkram-lastbilen parkerer foran fælleshuset. Chefkokken tjekker at alt er i orden.

Formiddag: gruppen af mødre og fædre på orlov mødes måske i fælleshuset eller i gården, hvis vejret er til det. Enkelte hjemme-arbejdende bofæller finder en stille krog med den bærbare. 

Eftermiddag: de større børn begynder at komme hjem fra skole. Nogle har aftaler om at mødes, inden de følges til fodbold, spejder eller børne-yoga i fælleshuset. De første forældre kommer hjem med de mindre børn. Dem, der har børn i samme institution, skiftes måske til at tage ungerne med hjem. 

15:00 Kokkene mødes i køkkenet og går i gang med maden. Ofte møder chefkokken ind lidt før, så der er tid til pakke varer ud, røre en dej sammen eller hvad der skal være styr på inden det går løs. Mens holdet arbejder kigger deres familier forbi for at sige hej. Hvis madholdet er rigtig heldige kan vi lokke nogle af de større børn i gang med at dække bord – men de vil for det meste hellere lege.

Fra ca. 16: folk begynder at drysse ind fra arbejde, nogle sætter sig i gården eller på græsset på ydersiden. Måske er der én, der henter kaffe og en skål vindruer til ungerne. Der er styr på maden, så der er tid til at følge børnene til fritidsaktiviteter eller lige få ordnet én eller anden ting.

17:30 Der er nu flere folk i fælleshuset for at lege med de små inden maden.

17:55 Bofæller med tupperware under armen finder vej til fælleshuset. Man får en snak mens det sidste mad bliver stillet frem på take-away-bordet.

18:10 Maden er klar på bordene og kokken introducerer måltidet. Nogle dage er der fællessang.

18:45 Opvaskeholdet går i gang.

19:30 De fleste er gået hjem for at putte ungerne – om sommeren løber og leger i gården. Måske går der en besked ud på intra: ’saunaen er varm fra kl. 20!’

20:00 Aftenprogrammet er i gang, måske er der møde i driftgruppe i spisesalen eller cafeen, mens andre ser fodbold i biografen.

Senere: Lysene slukkes og Engen siger godnat. Natteravnene lader lyset være brænde lidt endnu.

Lange Eng Vol. 2. Genopfindelse af fællesskabet

Bofællesskaber opstår, ligesom lommeuld og mus, ikke ud af ingenting. Man kan tegne, bygge og anlægge, men hvis der ikke skabes kulturer og rutiner – måder at gøre tingene på – så har man ikke noget bofællesskab.

Bofællesskabet har nu været i gang i syv år, og derfor lavede vi i sommeren 2015 en proces, hvor vi diskuterede hele organiseringen. Vivi døbte den ”Lange Eng Vol. 2”. Billedet her er fra én af de fire fællesmøder. Det er Torben, Linnea, Gitte og Martin, som diskuterer driftsgrupper. 

Bofæller (2). Udvidet familie?

Jeg har i et tidligere blog-indlæg beskrevet bofæller som über-naboer. En anden måde at beskrive dem på, er at sige at bofæller bliver som en slags familie.

Det lyder måske som et skridt for langt at gå: ”Alright”, tænker du, ”nu går der for alvor salgs-tale i dén her blog. Så tætte kan I da umuligt være!?” Men tænk over det: Hvad kendetegner egentlig dit forhold til familien, hvis du går en tand længere ud end til kæresten, ægtefællen, børnene, søstre, brødre og forældre?

Jeg skylder en tidligere bofælle sammenligningen. Vi taler Lange Eng over en øl på Café Phenix i Centret og han forklarer, hvordan han ser på bofællerne nu, hvor han er flyttet: ”Bofæller”, siger han, ”er som en stor kreds af fætre og kusiner. Du taler måske ikke med dem hver dag, men I kan til enhver tid regne med hinanden. Og I kender hinanden så godt, at I altid kan få en god snak når I mødes.”

Og der er noget om snakken: hver gang, der har været krise eller grund til at stimle sammen, så træder bofællerne til. Når nogen skilles, flytter, bliver syge eller arbejdsløse, rykker bofællerne ud. Måske ikke alle sammen (det ville det nok også blive lidt for meget), men nok til, at det gør en forskel. En stor forskel.

I hverdagen ses vi tit bare på trappen eller i entreen i fælleshuset, når vi skal hente mad. Så går snakken om de daglige udfordringer, jobbet, det seneste EU-nej eller ungernes skole. Vi kender hinandens historier så godt, at selv de korte samtaler bliver dybe.

Jeg ved ikke om familie-analogien helt holder. Men bofæller er mere end bare naboer.

Suspekt og "vores Anfield"

Jeg har tidligere skrevet om en kendt albertslunder, der har gjort det til sin karriere at beskrive Albertslund som et volds-psykopatisk helvede.

Det falder i øjnene, at også kommunen bruger byens bad-boy image i sin markedsføring. Det er svært at have noget imod det (hvem i vores gennemregulerede, pæne verden drømmer ikke om The Wild Side engang imellem?), og hvorfor skulle vi ikke hylde de helte, vi har?

Albertslunds førende bad boys er uden tvivl Suspekt. Jeg har nået en alder hvor det lyder forkert uanset hvordan jeg beskriver dem, men lad mig prøve: Suspekt er en rap-gruppe, som trådte deres barnesko i Hyldespjældet og Bakkens Hjerte, som er én af byens største ungdomsklubber. Nu bor de vistnok på Vesterbro, men Suspekt inkarnerer alligevel præcis den vestegns-romantik, som giver mening for alle piger og drenge på 16 med lidt outlaw i kroppen. Vestegnen som den hårde del af Los Angeles.

Men også vi andre, mere modne og definitivt for gamle til Suspekt, kan jo stjæle lidt af ånden engang imellem. Som pendlerne, der venter på B-toget tirsdag morgen og ser reklamen for spillestedet Forbrændingen med citat af Klamfyr, a.k.a. Orgi-E, fra Suspekt: ”Forbrændingen er vores hjemmebane. Vores Anfield.” Så retter selv den mest grå kontormand lidt på ryggen, mindes dengang han hørte Turboweekend dernede og alle dansede på baren. Og går lidt mere stolt på arbejde. Vores Anfield. Damn.

Forbrændingen er et spillested for rytmisk musik. Det er indrettet i en del af den gamle forbrændingsanstalt, som ligger belejligt placeret lige mellem stationen og det internationale kollegium. Det kan tilføjes at citatet ovenfor er Klamfyr i sin allermest stuerene version. Forestil dig hvis Forbrændingen i stedet for eksempel havde brugt et citat som det her fra sangen ’Kommer snigende ind’: ’Besøger dit hummer og fylder dig med unger/Pumper min sæd helt op i dine lunger’.

Plakat på Albertslund Station.

Hvad er Lange Eng? (4) Svend og Bent i aktion

Efter konkursen stod bofællesskabet i en svær situation. Mange bofæller var for så vidt glade for, at der kom en afklaring på situationen. Nu kunne vi komme videre og få byggeriet lavet færdigt. Men betingelserne kendte vi ikke. Ville foreningen tabe penge? Hvor meget ville vi blive forsinkede med fx fælleshuset, som ikke var klar til brug, de sidste trapper og gården?

De første måneder var præget af rådgivernes og advokaternes tovtrækkeri. Der skulle laves en opgørelse, der viste hvor meget foreningen havde til gode i konkursboet, og vi skulle finde ud af, hvad det ville koste at bygge færdig. Det var en frustrerende og usikker tid, for der blev jo ikke bygget noget, og hver krone brugt på rådgivere var en krone mindre til byggeriet.

Der var ikke andet at gøre, end at stå sammen.

Det gjaldt også, da det i januar 2009 blev klart, at vi ikke havde penge til at få en ny entreprenør til at bygge færdig. Den eneste måde, vi kunne få pengene til at række, var ved at lave vores eget tømrer-firma. Så det gjorde vi, og ansatte de nu legendariske tømrere Svend og Bent.

Med dem fik vi rigtige håndværkere. Svend og Bent var old school. De indrettede en container til værksted og fik en trailer sat op foran fælleshuset. Og så ellers i gang. Senere kom de flere håndværkere - og en lærling - så vi vist var oppe på en 6-7 mand i sjakket.

Det næste år gik isærr med at beklæde inder- og yderfacade. Yderfacaden var lige ud ad landevejen. Facaden mod gården blev et helt udviklingsprojekt, for der lå ingen præcise tegninger og polycarbonat er ikke så nemt at arbejde med. Caroline, Karin og andre bofæller holdt byggemøder tidligt om morgenen og bestyrelse og arbejdsgrupper tyggede sig igennem de mange beslutninger, der skulle til for at få økonomi og jura til at hænge sammen.

Mens Svend og Bent gik udenfor var bofællerne i gang indenfor. Vi hjalp hinanden med at lave fælleshuset færdigt; køkken, trappeopgang, biograf, akustikloft og meget mere kom på plads. På den måde blev vi klar til at afholde den første fællesspisning. Det var den 18. april 2009 – næsten et år efter de første flyttede ind.

Der sidder et skilt i gennemgangen i sydfløjen med alle de vigtigste datoer i bofællesskabets historie.

Et håndfast sted. Arkitektens idé med Lange Eng

Bofællesskabet handlede fra starten om at skabe et dejligt sted at bo – sammen. Dorte Mandrup Arkitekter har tegnet huset ud fra ideen om, at den klassiske ”karré”, som vi kender fra fx brokvartererne i København, er en optimal måde at skabe fællesskab. Mandrups vision var at lave et byggeri omkring en fælles gård. Projektet er beskrevet sådan på Mandrups hjemmeside:

‘the building was designed as a typical Danish block, surrounding a large common courtyard – a common green garden space. The outer perimeter of the block towards the forest is relatively closed, the facade and the roof clad in the same material,whereas the building towards the garden appears light and open.’

Visionen var at skabe et byggeri, der på ydersiden (som Mandrup taler om som en “skov”, selvom træerne jo endnu er få og noget små) er sort og relativt lukket, mens det på indersiden er lyst og åbent med store vinduer.

Mandrup forklarer at det var en udfordring at skabe et godt, tæt bebygget rum på den bare mark. Det krævede, siger hun, et markant arkitektonisk greb:

’Hvis man skal skabe et sted, hvor der ikke er et sted, så er man nødt til at være lidt mere håndfast. Det er bare enormt vigtigt (…) at man få definereret et rum.’ (Mandrup i Stender, s. 65).

Vi glemmer nogle gange, hvor markant byggeriet egentlig er. Nogle albertslundere tror at "den sorte firkant" er noget industri og bliver helt overraskede, når de finder ud af at der er en grøn gård inde bag den sorte facade. Arkitekturen har nogle gange giver lidt udfordringer med at forklare, at Lange Eng ikke lukker sig om sig selv. Men stien gennem gården er offentlig - alle er velkomne til at gå igennem.

Du kan finde Laura Stamers fotos af byggeriet her.