Hvad er Lange Eng? (5) Hverdag + lidt jura = bofællesskab

Efter det lange, seje træk med at rette op på tingene efter konkursen kunne hverdagen gå i gang. Det var midt i 2009, som jeg skrev i et tidligere blogindlæg.

Fællesspisningen gik i gang (i begyndelsen med ret meget slapstick i køkkenet, men vi fik for det meste noget at spise), og vi begyndte at opbygge Lange Engs kultur. Men samtidig var bofællesskabets formelle rammer stadig ikke på plads.

Det var meningen, at den forening, der byggede huset, skulle blive til en helt almindelig ejerforening. Når de 136 mio. var brugt, skulle ejerforeningen drive bofællesskabet. Men hvordan gør man dét, når byggeriet ikke er færdigt - Svend og Bent er jo i gang med at montere facade?

Vi holdt derfor en rigtig vigtig generalforsamling i september 2009. Her skulle vi beslutte, hvordan ejerforeningen skulle skrues sammen. Det handlede især om at definere det ansvar, som ejerforeningen skulle have overfor medlemmerne, hvis nu byggeriet ikke blev færdigt. Hvor kunne vi gå hen og kræve erstatning, hvis vores boliger ikke blev færdige?

Det endte med, at den nye ejerforening kun blev ansvarlig for at forvalte de penge, der var tilbage at bygge for. Det var den forsigtige løsning, som gjorde Lange Eng til en helt almindelig ejerforening. Heldigvis blev boligerne faktisk bygget færdig for de penge, der var tilbage i kassen, så medlemmerne slap for at få flere penge op af lommen. 

Cohousing fra Spree til Vestegnen

Jörgs kamera i fælleshuset.

Det sker overraskende ofte, at folk med interesse i arkitektur og bofællesskaber kommer på besøg på Engen. Vi havde sidste år hele 30 rundvisninger, hørte jeg forleden.

Her i weekenden har vi igen haft besøg, denne gang af to filmkunstnere. Deres projekt er at filme dagliglivet i 12 bofællesskaber i hele Europa. Laura havde fikset det sådan, at de kom på besøg i #33 for at filme, og selvom hun ikke lagde skjul på at man godt måtte sige nej tak, blev det et rigtig spændende besøg.

Projektet handler om at filme de sociale rum, som findes i bofællesskaber. Jeg forstod det sådan, at de prøver at dokumentere hvordan folk lever sammen; passerer gennem de samme rum inde og ude, forholder sig til hinanden. Jörg, som den ene kunstner hedder, fortalte at deres metode er at stille kameraer op og filme lange sekvenser. Det gjorde de så hos os i #33 og i fælleshuset.

Det får mig til at tænke på det, der er kernen i et bofællesskab: kontakten mellem folk. Det kan handle om helt dagligdags ting som at hilse på hinanden, spise sammen eller hjælpe hinanden med småting. Og så kan det være mere forpligtende, fx som i et bofællesskab ved Spree i Berlin, som Jörg havde filmet. Her var der både boliger og kontorer, hvor blandet andet den arkitekt, som havde tegnet byggeriet, boede.

Overalt i Europa er der folk, som finder nye måder at bo sammen på – det er inspirerende at tænke på.

Det grønne Albertslund (2)

Fra cykeltur i Vestskoven, 1. januar 2016

Det er måske det grå, trøstesløse vejr, der får mig til at vende tilbage til det grønne Albertslund. Hvem glæder sig ikke til det hele vender så vi får lidt forår og varme?

Nede på stationen har kommunen sat en plakat op (i øvrigt lige ved siden af et kæmpe foto at Lange Engs poster boy Jesper med ungerne), hvor der står at hele 60% af Albertslund er grønne områder. Det kan man tænke lidt over. Betyder det, at 60% af kommunens areal er grønt, dvs græs og skov? Tæller private haver, grøfter og vejrabatter med? Og er det overhovedet meget, hvis man sammenligner med andre kommuner?

Tag nu fx Vejle elle Sønderbord Kommune. Så dan nogle steder må tallet være højere. Men hvad med Glostrup, Hvidovre eller København? De må ligge et godt stykke lavere. (Jeg har forsøgt at google lidt på det men er ikke blevet klogere). Tænker de 60% må være udtryk for at godt halvdelen af kommunen ligger udenfor det sammenhængende storkøbenhavnske byområde.