Efter det lange, seje træk med at rette op på tingene efter konkursen
kunne hverdagen gå i gang. Det var midt i 2009, som jeg skrev i et tidligere blogindlæg.
Fællesspisningen gik i gang (i begyndelsen med ret meget
slapstick i køkkenet, men vi fik for det meste noget at spise), og vi begyndte
at opbygge Lange Engs kultur. Men samtidig var bofællesskabets formelle rammer
stadig ikke på plads.
Det var meningen, at den forening, der byggede huset, skulle
blive til en helt almindelig ejerforening. Når de 136 mio. var brugt, skulle
ejerforeningen drive bofællesskabet. Men hvordan gør man dét, når byggeriet
ikke er færdigt - Svend og Bent er jo i gang med at montere facade?
Vi holdt derfor en rigtig vigtig generalforsamling i
september 2009. Her skulle vi beslutte, hvordan ejerforeningen skulle skrues
sammen. Det handlede især om at definere det ansvar, som ejerforeningen skulle
have overfor medlemmerne, hvis nu byggeriet ikke blev færdigt. Hvor kunne vi gå
hen og kræve erstatning, hvis vores boliger ikke blev færdige?
Det endte med, at den nye ejerforening kun blev ansvarlig for at forvalte de penge, der var tilbage at bygge for. Det var den forsigtige løsning, som gjorde Lange Eng til en helt almindelig ejerforening. Heldigvis blev boligerne faktisk bygget færdig for de penge, der var tilbage i kassen, så medlemmerne slap for at få flere penge op af lommen.